Strandloppen
 

Strandloppens fysiske rammer

Strandloppen er beliggende i naturskønne rolige omgivelser nær skov og strand. Naturstien ligger lige ved siden af institutionen, og et nyetableret grønt område med kælkebakke, bålplads, gynger osv. er vores nabo. I gangafstand fra Strandloppen ligger Naturskolen, som vi gør brug af efter lyst og behov.  

Huset er indrettet med et grupperum til børnehavegruppen (Søstjernerne) og et til vuggestuegruppen (Muslingerne)

Der er et fælles køkken-alrum, hvor der spises morgenmad, og hvor Søstjernerne spiser frokost/frugt, i øvrigt benyttes rummet i dagens løb af børnehavegruppen til forskellige aktiviteter. Køkkenet fungerer som husets samlingssted. 

Til hvert grupperum hører et badeværelse med toiletter, håndvask og puslefaciliteter, og der er en stor fælles garderobe med tørreskab.

Der er et mindre soverum, hvor de mindste søstjerner og de største muslinger sover til middag. Til vuggestuen er der et barnevognsrum, som benyttes hvis vejret er for dårligt til, at de mindste kan sove udendørs.

Der er endvidere et rum, som pt. er indrettet som puderum, det benyttes af både vuggestue og børnehave, når der er behov for større armbevægelser. 

Endelig har vi et personalerum, som også anvendes til mødelokale/samtaler, det bruges også af talepædagogen til undervisning af de børn, der har behov for sprogstimulering, og det kan benyttes til mindre grupper af børn til f. eks. sproglige aktiviteter, til skolegruppen m.m. 

 

Vores legeplads er omgivet af en hæk. Der er træer, sandkasser, klatrestativ med rutchebane, gynger, skur med halvtag, bålplads, borde/bænke, græsarealer og fliser til at cykle på. Vi er ved at få opsat en fugleredegynge, og vi har planer om at få etableret cykelbane nederst på legepladsen. 

Om sommeren planter vi blomster, og vi har plantekasser med forskellige grønsager/køkkenurter, som bruges som supplement til madlavningen.

Legepladsen er indrettet således, at der er en vuggestueafdeling og en børnehaveafdeling, så man kan lege adskilt eller fælles efter behov.